Den 12. december 2018 kl. 19.00 afholdtes ordinært bestyrelsesmøde i andelsselskabet.
Mødet foregik i klubhuset.
Mødt var bestyrelsesmedlemmerne Johannes Prahl (JP), Søren Johansen (SJ), Stefan Vindeløv (SV), Jørgen Rasch (JR) og Knud Beer (KB).
Herudover mødte havnefoged Lars Møller Christensen (LMC).
De forud for mødet udsendte dagsorden blev tilrettet således:
ad 1. Godkendelse af dagsorden
Til dagsordenen blev til føjet pkt. 5 e:
Vedligeholdelse af sti og spuns i Nordhavnen.
Herefter godkendtes dagsordenen.
ad 2. Godkendelse og underskrift af referatet fra det sidste bestyrelsesmøde
Referatet fra mødet den 31. oktober 2018 blev godkendt og underskrevet af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
ad 3. Orientering fra havnefogeden
a. Generel drift
Der var en drøftelse om bådenes el-kabler og deres forbrug af strøm.
Herudover er havnen i vinter-drift, og der var intet specielt at bemærke.
ad 4. Økonomi og drift
a. Gennemgang af seneste periodebalance
Balancen ultimo november blev gennemgået uden væsentlige kommentarer. Budgettet følges i store træk. JP følger op hos Susanne, bl.a. vedr. deling af huslejeindtægter med bådeklubben. Herudover var der ingen kommentarer til periodebalancen.
b. Udskiftning af IT system
JP og LMC arbejder med inddata til og opstart af det ny havnesystem.
c. Foreløbigt budget for 2019
Et udvalg bestående af JP, LMC og KB forbereder et udkast til budget til forelæggelse på næste bestyrelsesmøde.
ad 5. Havnens bygninger og areal
a. Renovering af bro B, herunder mastekran
Renoveringen forløber planmæssigt, og det ser på nuværende tidspunkt ud til, at budgettet holder.
b. Lejekontrakt med Bådeklubben
Bådeklubben har afleveret en underskrevet kontrakt, der var i overensstemmelse med det aftalte. Det var herudover aftalt, at kontrakten skulle gennemgås vores advokat, hvilket har givet anledning til en enkelt kommentar vedrørende vedligeholdelsesforpligtelsen. Aftalen forventes indgået med virkning fra 1. januar 2019, da forslaget om ændring er en præcisering og ikke vedrører forhold, der ikke tidligere har været drøftet.
c. Drift af bedding 2019
Som tidligere besluttet står havnen for driften af beddingen med virkning fra 1. januar 2019. Det aftaltes, at beddingen skal gennemgås af en tekniker sammen med SV. JR laver udkast til kontrakt, der skal underskrives af bådejeren i forbindelse med hver optagning.
d. Godkendelse af havnereglement og vedtægter hos relevante myndigheder
JR oplyste, at godkendelsen nu beror på en reaktion fra Bygge-Boligstyrelsen.
e. Vedligeholdelse af sti og spuns i Nordhavnen
JP og SV refererede fra et møde med repræsentanter for grundejerforeningen. Det gav anledning til en drøftelse, og der arbejdes videre med opklarende forhold omkring sagen, der behandles på næste møde.
ad 6. Forhold vedrørende anparter
a. Overdragelser
Frederick Graham Sidey, Strib blev godkendt som køber af anpart nr. 75.
ad 7. Bordet rundt
Der var en drøftelse om den fremtidige behandling af ”herreløse” både.
Det aftaltes, at der fremover fast skal afholdes arbejdsdag på havnen den sidste lørdag i november.
ad 8. Eventuelt.
Intet til behandling.
ad 9. Dato for næste bestyrelsesmøde
Næste møde er onsdag den 30. januar 2019 kl. 19.00.
KB skal fremsende foreløbig mødeplan for 2019 til bestyrelsen.
Mødet afsluttedes ca. kl. 21.45.
Referent: Knud Beer
Bestyrelsen ønsker havnens andelshavere, brugere, personale og samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.